EU-parlament truer andelsbevægelsen
Mejeriforeningen frygter, at kontraktforholdene i mælkebranchen fremover kan blive dikteret fra Bruxelles, efter Europa-Parlamentets landbrugsudvalg i går stemte om den såkaldte mælkepakke.
"Det rene vanvid" kalder Mejeriforeningens EU-chef Kirsten Holm Svendsen det, at Europa-Parlamentets landbrugsudvalg i går stemte for at gøre kontrakter mellem mælkebønder og mejerier obligatoriske.
Et flertal af parlamentarikerne i udvalget vil således have en finger med i spillet om, hvordan kontrakterne udformes, hvilke krav der stilles til samarbejdet, og til hvilken pris mælken aftages. Hvilket Mejeriforeningen kalder et slag mod dem danske andelstradition, hvor samarbejdet mellem mejeri og producent defineres af parterne selv.
- Det begynder at ligne noget, hvor de også vil have styr på, hvor meget mælk der bliver leveret, siger Kirsten Holm Svendsen.
Angreb mod den frie konkurrence
Ideen fra parlamentets side er, at man med tiltagene i den såkaldte mælkepakke skal styrke producentens forhandlingskraft over for resten af forretningskæden, så mælkebonden kan få en bedre pris for sin råmælk. En idé, der fødtes under mælkekrisen for et par år tilbage, hvor priserne styrtdykkede.
Men Kirsten Holm Svendsen kalder det "total overflødig lovgivning", der kommer på et tidspunkt, hvor priserne for længst har rettet sig, og som vil gribe ind i den frie konkurrence på markedet.
Også den danske regering ser med stor skepsis på takterne fra parlamentet.
Landbrugsudvalget har ikke det sidste ord i denne sag, der skal stemmes i gennem hele parlamentet inden udgangen af året. Der vil nu også blive indledt forhandlinger med EU's landbrugsministre, som er medlovgivere, og som parlamentet skal nå til enighed med, før forslaget bliver til lov.
Men Kirsten Holm Svendsen frygter, at når først frøene til den slags ideer er plantet, så bliver de meget svære at luge ud igen.





Kommentarer